Blog Layout

10 tips til en billigere jul

Rachel Pedersen • nov. 05, 2019

Når julen står for døren, presses forventningerne i vejret. For mange ender julen med at blive en stressfaktor i stedet for en hyggelig og afslappende begivenhed, for julen er en dyr fornøjelse og kan slå bunden ud af budgettet på ingen tid. Derfor får du her 10 tips til, hvordan du forholdsvist nemt kan spare penge – uden at spare på hyggen.

1/ Forventningsafstem med familien
Først og fremmest er det vigtigt at forventningsafstemme med familien, så alle er med på, hvordan julen kommer til at forløbe – det gælder alt fra småkager og juledekorationer til pakkekalender og selve juleaften. Og det er altså helt i orden, at du ikke har råd til det samme som dem i den store villa nede for enden af vejen. Enhver familie har sine egne traditioner, så lad være med at sammenligne jeres jul med alle andres. 

2/ Skær ned på gaver
Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvem man er på gave med, og det kan gøre en forlegen, hvis man pludselig modtager en gave fra en, man slet ikke vidste, man var på gave med. For burde man så ikke også have haft en gave, man kunne give retur? Spørg dig selv, hvem du egentlig har lyst til at udveksle gaver med, og lav en helt konkret aftale med dem. Er der nogen, som du altid køber en ”pligtgave” til, så snak med vedkommende om, hvorvidt I kan droppe gaverne – måske har han/hun det på præcis samme måde.


3/ Aftal et gavebudget
Hvor meget skal man give gaver for? Er du nærig, hvis du ikke giver gaver til moster Oda for 500 kr., når hun altid smider dyre pakker under træet til dig? Nej! Du kan ikke indrette din økonomi efter, hvad andre spenderer på gaver – heller ikke selvom de er til dig. Aftal et gavebudget med dem, du er på gave med, og vær ærlig om, hvad du har råd til. Overskrider modparten det aftalte gavebudget, er det ikke dit problem.

4/ Lav bytteordninger med småkager
Pebernødder, brunkager, klejner, vaniljekranse og jødekager… Julen flyder med lækre småkager. Nogle køber dem – andre bager dem selv. Er du typen, der synes, at hjemmebagte småkager hører sig til i julen, kan du eventuelt høre venner eller familie, om de er med på en bytteordning, hvor I laver én slags småkager hver og giver en portion til hinanden. Du vil ganske vist skulle lave en større portion af den pågældende småkage – til gengæld skal du ikke handle ind til fem forskellige slags, hvor du ender ud med en masse rester.


5/ Saml selv materialer ind til juledekorationen
I stedet for at købe pynt til juledekorationen til overpris kan du selv spankulere ud i naturen og hente det, du skal bruge. Det er langt billigere, og samtidig kan I få en hyggelig dag sammen og skabe en personlig juledekoration, som hele familien har været fælles om og sat sit præg på. Husk, at I skal overholde reglerne for sankning, når I samler materialer ind.

6/ Vær kreativ med børnenes pakkekalender
Der behøver ikke at være dyre gaver i børnenes julestrømper hver dag. I stedet kan du lave en julekalender med små sedler om sjove ting, I skal foretage jer sammen den dag. Det kan være alt fra at lave varm kakao eller havregrynskugler til at flette julehjerter eller pynte juletræet. Har I lyst til selv at lave bordkortene til julemiddagen, har vi fundet fem idéer til jer her. Alternativt kan du lave en adventskalender med fire små gaver.


7/ Læg en plan for julemiddagen
Der skal være almindelige kartofler og brunede kartofler, andesteg, flæskesteg, rødkål og risalamande for slet ikke at tale om sodavand, rødvin, hvidvin, hvidtøl, juleøl – og måske endda en lille snaps. Julemiddagen er ofte en overflod af mad og drikke, som gæsterne slet ikke har mavekapacitet til at køre ind, når det kommer til stykket. Selvfølgelig skal dine gæster ikke sidde med et andelår til deling og slås om den sidste kartoffel – men måske du godt kan skære lidt ned på mængder og varianter, uden nogen synes, der mangler noget. Ellers kan du eventuelt åbne op for, at gæsterne medbringer dele af julemenuen.

8/ Find det billigste juletræ
Udbuddet af juletræer er forskelligt fra by til by, men som udgangspunkt behøver et juletræ ikke at koste flere hundrede kroner. Undersøg, hvilke juletræsforhandlere der er i området, og vælg den billigste. Der er formentlig ikke så meget som en eneste gæst, der lægger mærke til, om du har investeret i et kvalitetstræ, når I danser rundt og skråler julesalmer i stearinlysenes skær. Går du ikke så meget op i duften af gran, kan du alternativt overveje et kunstigt juletræ. Her kan du godt være heldig at finde et flot og naturtro et af slagsen, uden du skal slippe hele formuen. Det gode ved denne løsning er, at du kan genbruge juletræet i mange år.


9/ Ud med den dårlige samvittighed
Du gør det godt nok, og hvis dine julegæster kritiserer den jul, du så gavmildt har stablet på benene, så kan de jo selv overtage værtsrollen. Lad ikke andres sagte eller usagte forventninger ødelægge din jul, men hold fast i, at din måde at gøre det på er lige så god som deres. Forhåbentlig fejrer du jo julen med dem, du holder allermest af, og de ved godt, at du har gjort dig umage og gør det så godt, som du kan.

10/ Spar op og køb ind i god tid
Sparker julen bunden ud af budgettet hvert eneste år, bør du overveje at begynde planlægningen i bedre tid. Du kan for eksempel lave en juleopsparingskonto i din bank, hvor der automatisk ryger et fast beløb ind hver måned. Sætter du for eksempel beløbet til 200 kr., vil du have 2.400 kr. til rådighed hver jul. Regn på, hvor meget du skal sætte til side hver måned for at have nok.

Du kan også med fordel begynde at købe de første julegaver allerede i det tidlige efterår. På den måde får du spredt udgifterne mere ud, og du slipper for det frygtelige julegaveræs i december, hvor der er så mange andre ting, du også skal nå.

Når november nærmer sig, kan du begynde at se dig om efter gode tilbud på de langtidsholdbare madvarer, du skal bruge til julemiddagen. Både and og flæskesteg er altid dyrt lige op til jul, så finder du et godt tilbud i oktober eller november, så køb stegen der, og læg den i fryseren, så den kan holde sig.

Er du en rigtig sparegris (som ikke er ved at brække sig over juleting i januar), kan du shoppe efter næste års julesager i starten af det nye år, hvor butikkerne kæmper for at slippe af med gavepapir, kalenderlys og pyntesager og derfor priser hele sortimentet gevaldig meget ned.

Rigtig god jul!


Del

25 Jan, 2024
Legetøj spiller en afgørende rolle i børns udvikling, især når det kommer til deres oplevelse i institutioner. Det er ikke kun underholdning; det er en nøglekomponent i den pædagogiske rejse. I denne artikel dykker vi ned i betydningen af legetøj i institutioner og udforsker de bedste praksisser ved valg og implementering af legetøj, der fremmer en berigende læringsoplevelse for børn.
23 Jan, 2024
Som en førende entreprenørvirksomhed tilbyder vi ekspertise, kvalitet og en bred vifte af specialiserede ydelser for at imødekomme ethvert byggebehov. Uanset om det er anlægs- og belægningsarbejde eller forsikringsskader, er vores dedikerede team klar til at levere exceptionelle resultater.
15 Sep, 2023
Er du på udkig efter den perfekte måde at komme væk fra hverdagens stress og jag? Et modul sommerhus kunne være svaret på dine drømme om et roligt tilflugtssted midt i naturen. I denne artikel dykker vi ned i, hvad et modul sommerhus er, hvorfor det er en fantastisk investering, og hvordan du kan få dit eget. Lad os begynde med at forstå konceptet bag et modul sommerhus.
30 Aug, 2023
Træhuse, disse skabninger af natur og fantasi, har indtaget vores bevidsthed og skaber en forbindelse til vores rødder og det eventyr, vi søger. I en verden drevet af teknologi og bylivets travlhed har træhuse formået at vække vores længsel efter naturens ro og enkle skønhed.
Mand og kvinde
Af Christine Granild 22 Aug, 2023
De sidste 13 år har murermusikken spillet på repeat i den hvide villa i Aarhus, for sammen med kæresten Anders trak Sabina Therese Haysen, 40 år, i arbejdstøjet og renoverede et håndværktilbud fra kælder til kvist.
07 Aug, 2023
Skadedyr er boligejernes værste frygt. Udover at være uønskede og til stor gene kan de også forvolde skade på in- og eksteriør, hvis ikke man får handlet i tide.
31 Jul, 2023
Når man skal finde de bedste vinduer og døre til ens bolig, er det vigtigt, at man undersøger markedet grundigt. Det kan være en god idé at starte med at se på forskellige producenter af vinduer og døre, da der ofte er store prisforskelle mellem dem.
09 Jun, 2023
Facaderenovering spiller en afgørende rolle i at bevare og forbedre bygningers æstetik, funktionalitet og energieffektivitet. En veludført facaderenovering kan give en bygning et nyt liv og bidrage til dens langsigtet holdbarhed.
02 Jun, 2023
Når man ønsker at skabe harmoni og velvære i sin have, er et vildmarksbad en fantastisk tilføjelse. Dette naturlige og rustikke spabad kan give dig en unik oplevelse af afslapning og nydelse, samtidig med at det tilføjer en æstetisk appel til din udendørs oase.
02 Jun, 2023
Et indendørs gelænder er ikke kun en funktionel del af en trappe eller balkon, men det kan også være en smuk og dekorativ tilføjelse til ethvert rum.
Se flere artikler
Share by: