Blog Layout

Parcelhuset, der blev til en boligdrøm

Camilla Schmidt • mar. 17, 2022
Tv-vært Line Franck sidder i køkkenet i sit hus

Selvom man er uddannet ejendomsmægler, er det ikke nødvendigvis nemt at finde en bolig. Det erfarede Line Franck, da hende og familien ledte efter deres første hus. I dag er de endt i, hvad hun selv betegner som ”et børnefamiliemekka”, som de ikke vidste var deres boligdrøm, men nu er endt med at blive det.

Det tog ikke mere end 10 minutter i parcelhuset i Højbjerg, før Line Franck og hendes mand, Rasmus Milling, var overbeviste om, at her skulle de bo. Efter et kig på internettet havde de egentlig valgt det røde murstenshus fra, men blev overtalt til at komme forbi på grund af en ejendomsmægler, der mente, at netop dette hus matchede lige præcis familiens ønsker og behov.


”Og hvor er jeg dog virkelig glad for, at han overtalte os. Helt fra starten kunne vi mærke, at her kunne vi få det godt,” fortæller hun.
 
Egentlig var huset slet ikke, hvad familien oprindeligt havde drømt om – hverken beliggenhedsmæssigt eller udseendemæssigt.


”Det er lidt skørt, fordi vi ville gerne have et hus med gule mursten og fladt tag, og vi er endt med at få ét med røde mursten og et højt tag.”


Og stod det til Line, ville hun faktisk allerhelst blive boende i en lejlighed i Aarhus midtby, men da hun blev gravid med sit tredje barn, blev turen ned i den fælles vaskekælder alligevel for meget, og husdrømmen kom snigende. I dag er hun dog blevet mere end overbevist om, at der her er det helt rigtige sted, for hende, Rasmus og deres tre døtre – og hvad der til at starte med var en husdrøm for Rasmus’ og børnenes skyld, er i dag blevet et aktivt tilvalg af nærmiljøet, udeliv og fællesskab med naboerne i den aarhusianske forstad.

Den helt rette beliggenhed

Da Line og Rasmus først kiggede på bolig, havde de opstillet flere forskellige kriterier. Der skulle være et værelse til hver af deres tre piger, Rasmus skulle have mulighed for at arbejde hjemmefra – og så skulle der være kort afstand til Aarhus midtby.


”Til at starte med gik jeg meget efter adressen. Ikke fordi det skulle hedde noget specielt, men mere fordi jeg gerne ville være rigtig tæt på byen,” fortæller hun. ”Men vi havde også en ambition om, at vi ikke ville spænde buen økonomisk. Jeg havde en idé om, at vi skulle bo i Kongsvang, men i de huse vi kom rundt og så på, ville vi sætte os så stramt i det, at der slet ikke ville være plads til noget andet. At have den ’rigtige’ adresse ville så være på bekostning af sommerferie, skiferie og andet – og det er heller ikke drømmen, hvis du spørger mig.”


I huset i Højbjerg fik de muligheden for at kombinere alle deres ønsker. Her kunne de få den planløsning, de gerne ville have med en placering i gå- og cykelafstand til Aarhus og inden for økonomisk rækkevidde.


”Det ramte bare plet her. Både økonomi og beliggenhed. Inden var det ikke vores drømmebeliggenhed, men det er det endt med at blive, fordi vi er havnet i et børnefamiliekvarter, som er helt fantastisk.”

Kvinde i køkken

En gennemgribende renovering

Familien overtog huset i sommeren 2017, og de seneste fire år har de været igennem en større renovering. Forinden havde et ældre ægtepar boet i huset i 20 år, og derfor stod de overfor opgaven at gøre huset passende til en moderne børnefamilie på fem mennesker. I den proces har de både væltet vægge, lagt gulvvarme, malet vinduer, sat gipslofter i, bygget en stor træterrasse og flyttet køkkenet ind som en del af stuen og dermed skabt et fælles leverum for hele familien.


En del af arbejdet har de fået hjælp til af håndværkere, men de har også selv været i gang med malerpensel og vaterpas. Det betyder også, at renoveringsprojektet har været en lang proces.


”Når man bor sammen med én som Rasmus, som gerne vil lave det hele selv, så er det altså ikke lige noget, der bliver lavet over night. I en periode kørte Rasmus ud hver dag efter arbejde og skrællede vægge ned, malede gulve, og hvad ved jeg. Han knoklede virkelig.”


I dag har de dog taget hul på næste store etape, hvor forhaven og indkørslen skal klargøres. Derudover er der stadig flere løse ender, men det kan være svært at nå det hele, når man også er en travl børnefamilie.


”Jeg har en ambition om, at hvis jeg nu bare får lidt ro på, så skal jeg have malet trærammerne på alle vores fodlister og vindueskarme i en højere glans. Og det er sådan nogle ting, jeg har haft på min to do-liste i to år,” griner Line.


At gå huset til

Selvom det til tider har været uoverskueligt at bo i et byggeprojekt, har det været en prioritering for familien at gå huset til, inden de tog nogen store økonomiske beslutninger. På den måde har de fået en bedre fornemmelse af huset, og hvilke løsninger der ville passe til dem.


”Jeg ville rigtig gerne at flytte ind i huset og bo lidt i det, inden vi lavede om, fordi jeg gerne vil lære det at kende. Man skal virkelig træde varsomt med, hvilken rækkefølge man laver ting i, fordi når man vælger noget til, så vælger man andet fra. Det kan være superfrustrerende at bo i, men omvendt er det også rart at bo i huset, inden man tager nogle meget store og dyre beslutninger.”


Og der er da også nogle aspekter af deres renovering, som de – set i retrospekt – gerne ville have lavet anderledes.


”Vi valgte at få lavet en kæmpe dør med store vinduespartier ud til terrassen, og det er virkelig fedt, fordi der er virkelig meget lys. Men det vi ikke tænkte igennem var, at det ligger stik syd, så det bliver jo også en sauna her.”

Kvinde på terrasse foran hus

Med respekt for de originale detaljer

Selvom Line og Rasmus har lavet en del ved huset, har de gjort det med respekt for husets originale stil. På den måde får man det bedste og flotteste resultat, mener hun.


”Jeg vil allerhelst, at man respekterer husets originale og gamle stil, og så får det bedste ud af det. Et rødt hus som vores ville mange måske vælge at pudse op, og jeg ville egentlig også hellere, at det var en lys fuge med den røde sten, men omvendt så vil jeg hellere have, at man lader det originale stå og ikke pudser op. Det ville være ærgerligt, og jeg synes, man tager charmen ud af huset.”


For Line er det vigtigt, at huset får lov til at stå, som det er tiltænkt, og at det må gerne være tydeligt, at huset er gammelt.


”Jeg vil gerne have, at man beholder det æstetiske og gamle ved ejendommen, og så behøver det ikke være perfekt. Ligesom os mennesker jo også får rynker og ar, så må man godt kunne se, at der har været levet et liv. Sådan er det også i vores hjem. Der er nullermænd i hjørnerne, og jeg kan godt lide, at huset har stået her i mange år – ellers skulle vi have flyttet ud i et nybyggerkvarter,” fortæller hun.

Spisebord
Stue med pejs
Stue

Midt i et mekka af børnefamilier

Dét, der har gjort, at parcelhuset i Højbjerg er blevet til drømmeboligen, handler dog hverken om mursten eller afstand til midtbyen. Det er naboskabet. De har nemlig fundet sig til rette i et nabolag fyldt med andre børnefamilier, der blandt andet tæller 21 børn i de omkringliggende ni huse. Og fællesskabet blandt naboerne har været en kæmpe, uforudset gave, der har tilført deres liv og hjem endnu mere værdi.
 

Naboerne mødes jævnligt til bål i haven, varm kakao og boller eller svinger forbi til en kop kaffe. Fællesskabet til naboerne er uundværligt i børnefamilien, hvor det kan være svært at planlægge aftaler med venner. Men her kommer det helt naturligt.


”Vi er endt med at lave et hul i hækken til vores nabo. Der bor en familie med tre børn, og vi render frem og tilbage mellem hinanden, og hvis de bager pandekager, så får vi også pandekager, og vi er nærmest dagligt ovre. Det er ikke et kollektiv, men det er tæt på, og det er det hele værd. For børn og voksne i alle aldre er det en kæmpe gave.”


Faktisk er de blevet så glade for stedet, at det har sat en kæp i hjulet på deres kommende boligdrømme. Førhen drømte de om et landsted uden for Aarhus, men nu hvor de er landet i dette børnefamiliemekka, har de planer om at blive i lang tid.


”Det er dét, der gør, at vi er blevet rigtig glad for det på den lange bane. Ellers var der ingen tvivl om, at vi ville flytte. Det kan også godt være, vi gør det. Men det bliver i hvert fald ikke, mens vores børn er små og går i skole. Vi har virkelig et fantastisk fællesskab herude. Det er det, der kommer til at gøre, at vi fravælger at købe det her landsted, medmindre vores børn er blevet så store, at nu skal vi prøve noget andet.”


En bolig med hjerterum

Efterhånden har Line og Rasmus renoveret en stor del af huset, men de har stadig mange drømme. Én af dem er at opføre et orangeri i haven, så der er endnu et opholdsrum, når naboer, venner og familie kommer på besøg. Noget af det vigtigste for familien er nemlig, at der altid er plads til en ekstra person. Og det, de er allergladest for ved flytningen til Højbjerg, er, at de nu har fået rammerne for, at der er plads til alle deres venner og familie.


”Vi har fået et hjem nu, hvor der er plads til, at der kan være folk her. Om det er naboerne, der kommer gennem baghaven eller Rasmus’ familie fra Viborg. Her kan de komme ind til en kop kaffe, og de kan også overnatte her.”


Med rammerne på plads har de fået skabt et hjem, hvor der er plads til at leve, være og lege for både familiemedlemmer og gæster. Her er der hjerterum, og så betyder æstetikken i sidste ende kun en mindre del.


”Vores hjem er virkelig ikke poleret. Her bliver der levet, der bliver spillet med bold indenfor, og der bliver kørt med klapvogn hen over sildebensparketgulvet.”


Målet er at skabe et hjem, hvor alle kan føle sig tilpasse og ”godt tør sætte fedtede fingre på fjernsynet”, som hun selv siger.


”Vi lever et liv her, hvor vi spænder fra tre til 39 år med venner, familie og naboer, og det er sådan, vi gerne vil have det. Vi vil gerne, at vi altid kan tage forbi Netto og købe en ekstra pakke oksekød, fordi folk må gerne spise med her. Vores børn skal opleve, at her er der altid plads til én mere. Det er det vigtigste.”


Om Line Franck

Line Franck er vært i DR-programmet I hus til halsen, der hjælper trængte danskere med at få solgt deres bolig. Hun er uddannet og har arbejdet mange år som ejendomsmægler, men arbejder i dag på den anden side af bordet som selvstændig køberrådgiver sammen med sin mand Rasmus Milling.

Del

25 Jan, 2024
Legetøj spiller en afgørende rolle i børns udvikling, især når det kommer til deres oplevelse i institutioner. Det er ikke kun underholdning; det er en nøglekomponent i den pædagogiske rejse. I denne artikel dykker vi ned i betydningen af legetøj i institutioner og udforsker de bedste praksisser ved valg og implementering af legetøj, der fremmer en berigende læringsoplevelse for børn.
23 Jan, 2024
Som en førende entreprenørvirksomhed tilbyder vi ekspertise, kvalitet og en bred vifte af specialiserede ydelser for at imødekomme ethvert byggebehov. Uanset om det er anlægs- og belægningsarbejde eller forsikringsskader, er vores dedikerede team klar til at levere exceptionelle resultater.
15 Sep, 2023
Er du på udkig efter den perfekte måde at komme væk fra hverdagens stress og jag? Et modul sommerhus kunne være svaret på dine drømme om et roligt tilflugtssted midt i naturen. I denne artikel dykker vi ned i, hvad et modul sommerhus er, hvorfor det er en fantastisk investering, og hvordan du kan få dit eget. Lad os begynde med at forstå konceptet bag et modul sommerhus.
30 Aug, 2023
Træhuse, disse skabninger af natur og fantasi, har indtaget vores bevidsthed og skaber en forbindelse til vores rødder og det eventyr, vi søger. I en verden drevet af teknologi og bylivets travlhed har træhuse formået at vække vores længsel efter naturens ro og enkle skønhed.
Mand og kvinde
Af Christine Granild 22 Aug, 2023
De sidste 13 år har murermusikken spillet på repeat i den hvide villa i Aarhus, for sammen med kæresten Anders trak Sabina Therese Haysen, 40 år, i arbejdstøjet og renoverede et håndværktilbud fra kælder til kvist.
07 Aug, 2023
Skadedyr er boligejernes værste frygt. Udover at være uønskede og til stor gene kan de også forvolde skade på in- og eksteriør, hvis ikke man får handlet i tide.
31 Jul, 2023
Når man skal finde de bedste vinduer og døre til ens bolig, er det vigtigt, at man undersøger markedet grundigt. Det kan være en god idé at starte med at se på forskellige producenter af vinduer og døre, da der ofte er store prisforskelle mellem dem.
09 Jun, 2023
Facaderenovering spiller en afgørende rolle i at bevare og forbedre bygningers æstetik, funktionalitet og energieffektivitet. En veludført facaderenovering kan give en bygning et nyt liv og bidrage til dens langsigtet holdbarhed.
02 Jun, 2023
Når man ønsker at skabe harmoni og velvære i sin have, er et vildmarksbad en fantastisk tilføjelse. Dette naturlige og rustikke spabad kan give dig en unik oplevelse af afslapning og nydelse, samtidig med at det tilføjer en æstetisk appel til din udendørs oase.
02 Jun, 2023
Et indendørs gelænder er ikke kun en funktionel del af en trappe eller balkon, men det kan også være en smuk og dekorativ tilføjelse til ethvert rum.
Se flere artikler
Share by: