Hold på varmen - magasinetboligforbedring.dk

Hold på varmen

0

Hold på varmen

Trækker det om ørerne, eller fryser du om tæerne, er det måske nu, du skal kigge dit hus’ isolering igennem.

Der er mange gode grunde til at tjekke husets isolering:  Et bedre indeklima med mere optimal varmefordeling og mindre træk er en forbedring, de fleste i nyisolerede huse fremhæver, men der er også en stor økonomisk gevinst ved isolering. Det er nemlig et renoveringsprojekt, der ofte tjener sig selv hjem i løbet af få år i form af besparelser på varmeregningen.

Det er mærket, der tæller

Huse med gode energimærker er eftertragtede på salgsmarkedet, hvor der er sammenhæng mellem huses salgspris samt liggetider og placeringen på energiskalaen. Undersøgelser på boligsiden.dk viser, at næsten to tredjedele af huskøbere i 2013 gik efter en bolig i lav-energi-ligaen. Husets isolering har altså betydning for dig, både mens du bor i den, og hvis du skal sælge den. Det er derfor værd at undersøge, om du kan forbedre den.

Tjek isoleringen

Tjek først husets energimærke og overvej, om det er realistisk i forhold til husets alder. Har du købt dit hus efter 1997, fremgår dets energimærkning af tilstandsrapporten. Typisk vil et hus fra før 1980’erne ligge fra D og nedefter og vil kunne forbedres 1-2 klasser. Et D-mærket hus fra 1960’erne vil dog kunne betragtes som værende i god energimæssig stand i forhold til dets alder.

Tjek desuden dit hus for fugt og træk fra ’kolde’ vægge, lofter og gulve. Isoleringen på lofter, i skunke og skråvægge kan du måle ved at stikke en lineal ned i isoleringen. Der skal gerne være mere end 250 mm isolering på lofter og 150 mm i skråvægge og skunke. Nye lavenergihuse har typisk 400 mm isolering på loftet.

Undersøg dernæst om huset mangler isolering mellem etagerne eller i hulmuren. Det kan du se i tilstandsrapporten eller ved lave et lille hul i muren eller gulvet, men her kan det ofte svare sig at kontakte en energivejleder eller anden professionel fagmand.

Du kan desuden undersøge, hvor dit hus er koldest med en termografi-kamera, som du kan leje i et lokalt byggemarked, men ofte er det en del af en energivejleders udstyr. Forhør dig hos din lokale håndværker. Ofte kan du få billig energivejledning sammen med et uforpligtende tilbud.

Hvilken type isolering passer til dit hus?

En hulmursisolering tager typisk 1 dag og koster rundt regnet 150-200 kr. per m2. Her blæser en fagmand granulat ind i hulmuren. Det kan f.eks. være papirgranulat, mineraluld eller træfiber. En hulmursisolering er tjent ind efter 1-3 år alt efter hvilken varmekilde, der opvarmes med.

En loftsisolering vil tage 1-2 dage, alt afhængig af om der er en gangbro, der skal hæves. Isoleringen kan blæses ind eller lægges som måtter. Efterisolerer du loftet med mineraluld, er det vigtigt at være opmærksom på, at dampspærren skal være intakt. En dampspærre er et stykke plastic, der sikrer, at fugtig luft inde i huset ikke presses ud gennem husets vægge og tag og forårsager fugtskader.

Udvendig isolering af ydervæggene er en effektiv form for isolering, men ændrer husets udseende. Blandt andet kan vinduer og døre komme til at sidde dybt, hvis ikke de flyttes ud i den nye facade. Vær opmærksom på, at lokalplaner, fredninger mv. kan stille krav til husets udseende og materialevalg. Samtidig kan der være krav om afstand til skel, som du kan finde i Bygningsreglementet. Indvendig isolering af ydervæggene ændrer ikke husets facade. Til gengæld er der risiko for skimmel og svamp, hvis arbejdet udføres forkert, og boligens areal bliver mindre, samtidig med at stikkontakter og radiatorer skal flyttes.

Et parcelhus med 80 m2 lette ydervægge har 100 mm isolering og efterisoleres indvendigt til i alt 350 mm (opvarmning: naturgas)

Spar 1.500 kr. og 370 kg CO2 per år

Et parcelhus med 80 m2 lette ydervægge har 100 mm isolering og efterisoleres til i alt 300 mm. (opvarmning: naturgas).

Spar 1.420 kr. og 340 kg CO2 per år

Kilde: www.spareenergi.dk

www.energihjem.dk
www.energisparesiden.dk

Del.

Om forfatteren

Efterlad en kommentar